breaking news

11-årige Mads fra Danmark mødte sit store idol Sergio Ramos

25. marts 2016 | af René Bresson
11-årige Mads fra Danmark mødte sit store idol Sergio Ramos
Indsigt
0

11-årige Mads fra Danmark var så heldig at vinde et personligt møde med Sergio Ramos i en facebook-konkurrence, som legenden afholdt i forbindelse med, at han snart fylder 30 år (30. marts). Mads er stor fan af Real Madrid og Sergio Ramos, så der var lagt op til en magisk dag – og det var lige præcis, hvad det blev.

ElMadrid.dk bringer her en fortælling om danske Mads’ møde med Real Madrid-stjernen Sergio Ramos i Madrid. Ramos udvalgte selv fem vindere af sin konkurrence på facebook, og sammen med en ledsager blev de inviteret til spanierens fødselsdagsfest i et lukket lokale på Real Madrids træningsanlæg i Valdebebas i Madrid. Mads fik følgeskab af sin mor Anja Andersen, som har fortalt historien her til os.

Da Mads og Anja ankom til lokalet i Valdebebas ved 12-tiden lørdag den 19. marts, var der pyntet op med balloner og konfetti. De kunne desuden tage for sig i den anrettede buffet, der var spækket med tapas, sushi, sandwicher, kage, m.m. Alle vinderne og deres ledsagere modtog hver en spilletrøje med Ramos’ navn på.

DET STORE ØJEBLIK
Endelig skete det: Døren gik op, og Sergio Ramos trådte ind i lokalet. Han blev mødt af en stor klapsalve fra alle gæsterne. Ramos gav alle kram og kindkys, som man gør i Spanien. Derefter stod den på almindelig samtale og spørgsmål, og Ramos var meget opmærksom på hver enkelt gæst – især fik Mads godt med opmærksomhed og ekstra kram af Real Madrid-legenden, da Mads var meget, meget rørt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Anja og Mads havde medbragt en gave til spanieren i form af en hoptimist.

– Vi synes, det er typisk dansk og signalerer, at vi altid er optimister sammen med ham og Madrid i gode og trange tider, fortæller Anja til ElMadrid.dk og tilføjer:

– Det prøvede Mads at fortælle ham, men han måtte have lidt hjælp, da han igen blev rørt over at være så sindssygt tæt på sit idol.

Dernæst stod den på fødselsdagskage og sang for Ramos, som signererede alle gæsternes trøjer med individuelle hilsener, således at hver trøje er helt unik for hver gæst.

Både før og efter arrangementet, der varede i tre timer, blev der optaget videointerviews med gæsterne, og der blev desuden også filmet og fotograferet under hele festen. Gæsterne måtte ikke selv tage billeder. Klubben er lige nu i gang med at lave en videomontage fra arrangementet, som bliver offentliggjort på Ramos’ fødselsdag den 30. marts.

EN FANTASTISK DAG
Det var en fantastisk dag for både Anja og Mads, der oplevede det hele med følelserne uden på tøjet, især Mads.

– Ramos er et ordentligt menneske og var meget omsorgsfuld over for Mads. I øvrigt syntes han, det var kæmpesejt, at vi var kommet helt fra Danmark. Det var en fantastisk dag, helt utrolig, men Ramos formåede at få det hele lidt ned på jorden igen ved selv at være enormt opmærksom og down-to-earth, lyder Anjas afsluttende kommentar til ElMadrid.dk.

Del nyheden med dine venner:

Læs også:

Ramos 2020: Ramos underskrev sin kontraktforlængelse
Sergio Ramos, et årti i Real Madrid
Gode nyheder til Benítez inden el derbi

Comments are closed.