breaking news

Endelig: Raúl vender tilbage til Real Madrid

31. marts 2017 | af René Bresson
Endelig: Raúl vender tilbage til Real Madrid
Indsigt
0

Raúl González Blanco, den legendariske syver, vender tilbage til Real Madrid. Ifølge Marca underskriver Raúl en ny kontrakt med sin hjerteklub i næste uge.

Den 1. juli 2017 vender Raúl endelig hjem igen efter syv år uden for Madrid. Den legendariske madrilener og tidligere Real Madrid-anfører skal ifølge Onda Cero være rådgiver for præsident Florentino Pérez, selvom hans stilling endnu ikke er klarlagt. Dermed træder han i Zinedine Zidanes fodspor, idet franskmanden også bestridte samme post i sin anden etape hos kongeklubben. Raúl tager til Madrid i næste uge, hvor han skal lukke aftalen med Florentino Pérez.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er ikke første gang, Florentino har forsøgt at hente kongesønnen tilbage til klubben. Ved tidligere lejligheder har Raúl dog afvist præsidentens tilbud, fordi han ikke mente, at det var det rette øjeblik at vende tilbage. Nu har situationen imidlertid ændret sig, og nu mener Raúl, at øjeblikket er kommet efter syv år i Tyskland, Qatar og USA. Det var ellers Raúls plan at tage en trænerlicens, men den plan ser nu ud til at blive udskudt.

Raúl arbejder lige nu som LaLigas ambassadør i Nordamerika og som kommentator hos Bein Sport. Den 23. april gæster legenden faktisk Santiago Bernabéu for at kommentere el Clásico for Bein Sport. Til sommer vender han tilbage – for at blive.

Del nyheden med dine venner:

Læs også:

Raúl trækker i Real Madrid-trøjen på Santiago Bernabéu igen
Raúl vender tilbage til Santiago Bernabéu i aften

Comments are closed.