Fulde navn: Xabier Alonso Olano Han ser spillet som ingen andre, han har en kanon af et højreben, og så kan han forudse spillet bedre end de fleste. Xabi Alonso er en erfaren spiller af international klasse, der er mere end bekendt med europæisk fodbold og en drivkraft på det spanske landshold. Han er købt til Real Madrids midtbane, hvor han skal dirigere og fordele spillet, mens han også vil udgøre en trussel offensivt med sine kraftfulde skud udefra. Født ind i en familie kendt for dens fodboldkunnen kom Xabi Alonso til verden den 25. november 1981 i den baskiske by Tolosa. Xabis far, Periko Alonso, spillede i FC Barcelona fra 1982-85, og derfor boede Alonso i Barcelona, indtil han var seks år, før han flyttede til Sán Sebastian, hvor han begyndte sin karriere som fodboldspiller. Den berømte strand i Sán Sebastian, La Playa de la Concha, var det første sted, hvor Alonso dyrkede sin passion for fodbold. En passion, der var stærkt voksende. Sammen med sin bedste ven, Everton-spilleren Mikel Arteta, lagde Alonso fundamentet til at opnå samme succes som sin far havde opnået som professionel i 1980’erne. Xabi Alonsos ungdomskarriere begyndte hos Antiguoko, hvor han hurtigt skilte sig ud for sin fodboldkunnen. Real Sociedad indså hurtigt hans talent og hentede ham til klubben, og hans fremgang i de lavere rækker kulminerede med hans førsteholdsdebut i Copa del Rey imod Logroñes. I en alder af 18 år var han den bedste ungdomsspiller, og derfor besluttede Real Sociedad at leje ham ud til Segunda Division-holdet Eibar, så han kunne udvikle sig bedre. Det var hans første ud af i alt to ophold hos Eibar, som han forlod i 1998 for at debutere i La Liga med Real Sociedad, før han vendte tilbage i 2000. Det følgende år markerede hans endelige tilbagekomst til Sán Sebastian, hvor han spillede indtil 2004 og blandt andet førte holdet frem til en overraskende andenplads i Spaniens bedste fodboldrække. Forud for sæsonen 2004/05 skiftede Alonso til Liverpool, hvor han igennem fem år viste sit utrolige blik for spillet, hans evne til at slå fantastiske afleveringer og sit kraftfulde skud, hvilket har gjort ham til en af Europas bedste centrale midtbanespillere. I sin første sæson brækkede Alonso uheldigvis anklen og sad på sidelinjen i tre måneder, men vendte tilbage i kvartfinalen i Champions League og hjalp derfra holdet frem til finalen imod AC Milan. På trods af at italienerne var foran 3-0 ved pausen, formåede Liverpool at vende resultatet til 3-3 for derefter at vinde i straffesparkskonkurrencen. Xabi Alonso var desuden manden bag udligningen til 3-3, da han efter at have brændt et straffespark sparkede returbolden i kassen. Xabi Alonso har spillet på det spanske landshold, siden han debuterede tilbage i 2003. Han deltog derfor både i EM 2004 og 2008 såvel som i VM 2006. Hans karrieres højdepunkt må siges at være i 2008, hvor han vandt EM med Spanien. Gyldne afleveringer, en hurtig boldfordeling, et eminemt blik for spillet og et kraftfuldt skud er bare nogle af de egenskaber, som Real Madrids baskiske fodboldspiller besidder, og som var afgørende for, at han tog engelsk fodbold med storm. Xabi Alonso var i sin første sæson i Real Madrid en vigtig brik i Pellegrinis startopstilling, og den status er ikke ændret med Mourinhos ankomst.
Fødselssted: Tolosa, Spanien
Fødselsdato: 25/11/1981
Position: Midtbane
Vægt: 75 kg
Højde: 183 cm
Nationalitet: Spansk
| < Forrige | Næste > |
|---|






