21 år, en sublim teknik og hurtighed, en glimrende boldomgang og en fantastisk evne til at lægge den sidste aflevering. Det er ikke uden grund, at Mesut Özil betegnes som en af europæisk fodbolds største talenter. Mesut Özil skiftede fra Schalke 04 til Werder Bremen for to sæsoner siden, og tyskeren med tyrkiske aner blev hurtigt en vigtig del af Werder Bremens hold. Özil spillede 60 kampe og scorede 13 mål i sine to sæsoner hos den tyske klub. I 2009 var han med til at vinde den tyske pokalturnering og den tyske Super Cup. Samtidig var det også året, hvor han blev kåret til den bedste spiller i første halvdel af Bundesligaen 2009-2010. I 2009 var han desuden med til at vinde U/21-EM i Sverige. Blandt andet sammen med sin nye holdkammerat i Real Madrid, Sami Khedira. Özils talent har været kendt længe, men det var under sommerens VM i Sydafrika, at han for alvor slog sit navn fast i fodboldverdenen. Med sine 21 år var Özil en sikker mand i Joachim Löws startopstilling, og han var en af de største grunde til, at Tyskland kunne forlade Afrika med bronzemedaljerne. Dette fik en lang række af Europas største klubber til at jagte stortalentet, blandt andet FC Barcelona, Manchester United og Inter. Men Özil ville kun til Real Madrid, og efter mange ugers hårde forhandlinger lykkedes det endelig for Real Madrid at nå til enighed med Werder Bremen den 17. august 2010. Forventningerne til Özil er enorme, men først skal midtbanespilleren forsøge at overvinde sprogbarrieren i Madrid.
Fulde navn: Mesut Özil
Fødselssted: Gelschenkirchen, Tyskland
Fødselsdato: 15/10/1988
Position: Midtbane
Vægt: 76 kg
Højde: 183 cm
Nationalitet: Tysk / Tyrkisk
| < Forrige | Næste > |
|---|






