Emmanuel Adebayor skifter til Real Madrid i vinterens transfervindue, som han ligeledes gjorde i forbindelse med sit skifte til Arsenal i 2006. Han startede sin karriere i franske Metz i 2001, før han to år senere skiftede til Monaco. I første sæson hos Monaco nåede Adebayor til Champions League-finalen, hvor han dog fra bænken kunne se Mourinhos Porto besejre franskmændene med 3-0. Det blev til yderligere halvanden sæson i Frankrig, før han altså skiftede til Arsenal i januar 2006.
Adebayor var i Arsenal udset som hans idols, Nwankwo Kanus, afløser, og han skulle kun bruge 21 minutter til at score sit første mål hos The Gunners. I de tre og et halvt år, som Adebayor spillede i Arsenal, scorede han 62 mål, og i 2008 vandt han den afrikanske Ballon d'Or-pris som den første togoleser nogensinde. I 2009 skiftede angriberen til storsatsende Manchester City. I første sæson scorede han 14 mål, mens det kun er blevet til 5 mål i indeværende sæson, hvor han kun har spillet 12 kampe. I starten af januar var han i øvrigt i infight med holdkammeraten Kolo Touré, og det er ikke første gang, at disciplinære problemer skader angriberens karriere.
Adebayor er med sine 1,91 centimeter en utrolig fysisk stærk angriber, der er god med ryggen til målet. Samtidig er han enormt stærk i luftspillet, hvilket vil give Real Madrid endnu en streng at spille på, når madrilenerne skal forsøge at bryde igennem modstanderholdenes defensiv. Togoleseren er desuden lynhurtig og teknisk stærk, så det burde ikke blive et problem for angriberen at vænne sig til Real Madrids hurtige omstillingsspil.
Det er José Mourinho, der har bedt den sportslige ledelse om at hente Adebayor, som er kommet til overs i Manchester City efter deres køb af Edin Dzeko i Wolfsburg. Adebayor er foreløbigt lejet frem til 30. juni, men derefter kan Real Madrid købe ham for 15 mio. euro.