
José Mourinho ser gerne Sergio Agüero erstattet med Karim Benzema, hvis man skal tro, hvad Marca skriver i dag.
Karim Benzemas agent var forleden ude og sige, at hans klient ikke ønsker at forlade Real Madrid. I dag skriver Marca, at José Mourinho gerne vil af med franskmanden, som på trods af 15 mål i 24 kampe siden januar ikke har imponeret træneren tilstrækkeligt. Det bedste bevis på dette så man i de fire El Clásico-kampe, hvor Benzema kun fik 58 minutters spilletid i den første af opgørene, som var det mindst vigtige. I stedet foretrak Mourinho at benytte Adebayor og Higuaín, selvom førstnævnte ikke imponerede vitterligt og sidstnævnte netop havde været ude i over fire måneder. Benzema fortsætter gerne i Real Madrid, men hvis træneren ikke har tillid til ham, ser han positivt på at skifte til en klub i England, hvor han har rigeligt med bejlere. Hvis en klub lægger 35-40 mio. euro på bordet, er Benzema angiveligt fortid i Madrid.
Karim Benzemas afløser bliver ifølge Marca ærkerivalernes Sergio Agüero, selvom Atléticos præsident gentagende gange har gjort klart, at Agüero ikke skifter til Real Madrid. Kongeklubben håber dog, at Atlético skifter mening, hvis der bliver sendt et par spillere den anden vej. Negredo, Parejo, Callejón og Granero nævnes som mulige emner i en eventuel byttehandel.
I januar bød Real Madrid 45 mio. euro på Agüero, hvilket hurtigt blev afvist, inden man hentede Emmanuel Adebayor til klubben på en lejeaftale.
Kommentér nyheden på ElMadrid.dk's Facebook-side her.
| < Forrige | Næste > |
|---|





