
VM, EM, Champions League, La Liga, VM for klubhold, den spanske- og europæiske Super Cup og U/20-VM... Iker Casillas har været med til at vinde alle store trofæer. Der er dog lige ét trofæ, som mangler på hans CV. Der er tale om den spanske pokalturnering, Copa del Rey. To gange har Casillas været med til at tabe en Copa del Rey-finale. I 2002 på Santiago Bernabéu og to år senere på Montjuic. Keeperen har aldrig lagt skjul på, at hans store ønske er at vinde pokalturneringen, så i aften skal det være.
Real Madrid har ikke vundet Copa del Rey siden 26. juni 1993, hvor Real Madrids daværende anfører, Chendo, løftede pokalen på Mestalla, hvor aftenens finale imod Barcelona spilles. Det betyder også, at ingen nuværende Real Madrid-spillere har vundet turneringen. Nogle spillere har dog vundet pokalturneringerne i andre lande: Ronaldo, Özil, Benzema, Xabi Alonso, Di María, Lass, Carvalho, Dudek og naturligvis José Mourinho.
Copa del Rey-pokalen, som de to hold kæmper om i aften, er en helt ny en af slagsen. Den blev lavet for cirka tre uger siden, da det spanske fodboldforbund gav Sevilla lov til at beholde deres pokal fra sidste år. Det skyldes, at det spanske fodboldforbund har besluttet, at når det spanske landshold vinder VM eller EM, må vinderen af pokalturneringen det pågældende år beholde trofæet. Pokalen er 77 centimeter høj og vejer 15 kg, og den vurderes til at være 10.000 euro værd.
Real Madrid har vundet Copa del Rey 17 gange i historien.
Kommentér nyheden på ElMadrid.dk's Facebook-side her.
| < Forrige | Næste > |
|---|





