UEFA har annonceret, hvilke tre spillere der kan blive kåret til årets spiller 2010/2011. De tre finalister er Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Xavi. Det er en jury bestående af 53 sportsjournalister, der har givet tre spillere i Europa fem, tre og et point, og det bliver de samme 53 sportsjournalister, der skal kåre den bedste spiller blandt de tre finalister.
Prisen gives til den bedste spiller i sæsonen 2010/2011, uafhængigt af hans nationalitet, som har spillet i en klub, hvis fodboldforbund hører under UEFA. Spillerne er blevet bedømt ud fra deres præstationer i alle turneringer, nationale og internationale, både i deres klubber såvel som på deres respektive landshold.
Cristiano Ronaldo scorede 53 mål for Real Madrid (40 i La Liga, 6 i Champions League og 7 i Copa del Rey) og tre for det portugisiske landshold. Takket være Ronaldos 40 mål i den spanske liga vandt han Den Gyldne Støvle 2010-2011 og slog samtidig Zarras og Hugo Sánchez' historiske rekord. Desuden scorede Ronaldo det afgørende mål, der sikrede Real Madrid Copa del Rey-sejren i finalen imod FC Barcelona.
De 53 europæiske sportsjournalister repræsenterer hver deres fodboldforbund, og stemmerne bliver afgivet via et elektronisk stemmesystem. Resultatet bliver afsløret den 25. august i Monaco i forbindelse med lodtrækningen til Champions League-gruppespillet.


