Fulde navn: José María Callejón
Fødselssted: Motril, Granada, Spanien
Fødselsdato: 11/02/1987
Position: Midtbane
Vægt: 73 kg
Højde: 179 cm
Nationalitet: Spansk
José María Callejón kom til Real Madrid i september 2002 fra en fodboldskole i Motril, Granada, hvor han er født. Callejón spillede i Real Madrids ungdomsrækker frem til sæsonen 2007-08, hvor han fik sin debut på Real Madrids andethold, Real Madrid Castilla. Offensivspilleren blev topscorer med 21 mål og fik endda debut på det spanske U/21-landshold – med mål til følge - og derfor hentede Espanyol ham til klubben i 2008 for en mindre sum på blot 1,2 mio. euro.
Callejón spillede 97 kampe og scorede 10 mål i Primera División for Espanyol, og op til sæsonen 2011-2012 bad José Mourinho om at få spilleren tilknyttet sin trup. Derfor hentede Real Madrid den 24-årige offensivspiller tilbage til den spanske hovedstad den 23. maj 2011 som den tredje forstærkning efter Nuri Sahin og Hamit Altintop.
Under Real Madrids opstart forud for den nye sæson var Callejón en af de store åbenbaringer, da han med tre mål og glimrende assists for alvor fik slået fast, at han ikke er kommet til Madrid for at sidde på bænken hele sæsonen. Selvom Callejón får mere end svært ved at få en fast startplads i Real Madrid, kan han blive en vigtig brik i truppen fremover. Den alsidige spiller kan både spille i angrebet og på fløjen.


