Fulde navn: Álvaro Arbeloa Coca
Fødselssted: Salamanca, Spanien
Fødselsdato: 17/01/1983
Position: Forsvar
Vægt: 76 kg
Højde: 183 cm
Nationalitet: Spansk
Álvaro Arbeloa blev født i Salamanca, men voksede op i Zaragoza, hvor han i en alder af 12 år begyndte at spille fodbold i Real Zaragozas ungdomsafdeling. Her blev han indtil sæsonen 2001/02, hvor han skiftede til Real Madrids U/19-hold, som på daværende tidspunkt blev trænet af en vis Rafa Benítez. Hans store arbejdsiver fik ham forfremmet til Real Madrids B-hold, der i dag kendes under betegnelsen Castilla. Arbeloa blev anfører på holdet og var med til at rykke op i Spaniens andenbedste række sammen med spillere som De la Red, Javí García, Soldado og Juanfran. Hans førsteholdsdebut kom den 16. oktober 2004 i en kamp imod Real Betis. Han spillede blot én kamp mere, før han sluttede sig til andenholdet igen.
I 2006 valgte Arbeloa at skifte til Deportivo La Coruña for at få noget erfaring i den bedste spanske fodboldrække, men allerede en halv sæson senere skiftede han tilværelsen i Spanien ud med en tilværelse i England, hvor Liverpool stod klar med en kontrakt. Her blev han genforenet med sin tidligere træner, Rafa Benítez. Arbeloa vandt ikke nogle titler i Liverpool, men i sæsonen 2006/07 var han med til at nå Champions League-finalen. Forsvarsspilleren spillede 49 Premier League-kampe, hvori han nettede to gange, 20 Champions League-kampe, 3 Ligacup-kampe og 1 FA Cup-kamp.
Arbeloa fik sin debut på det spanske landshold i marts 2008 i en venskabskamp imod Italien, og før det havde han nået at være igennem alle ungdomslandshold lige fra U/15-landsholdet til U/21-landsholdet. Landsholdsdebuten kom på et belejligt tidspunkt med det forestående EM i Østrig og Schweiz lige rundt om hjørnet, og Arbeloa var da også en del af den 23-mands store trup, der hev EM-guldet med hjem til Spanien. Han spillede dog kun en enkelt kamp imod Grækenland, som blev vundet med 2-1. Arbeloa var også med til at vinde VM i Sydafrika i 2010.
Arbeloa kan spille alle positioner i forsvaret, men i sin tid i Real Madrid har han kun spillet back. Spanieren er elsket af Mourinho, og på et tidspunkt formåede Arbeloa endda at slå Sergio Ramos af på højrebacken i den forgangne sæson. Han vikarierer fast for Ramos og Marcelo, når en af de to spillere er ude med karantæner eller skader, og med Arbeloa er man altid sikret en god indsats, selvom han ikke besidder de andre to spilleres offensive kvaliteter.


