Özil føler, at Mourinho har haft en stor indflydelse på hans udvikling det seneste halvandet år.
- Han har haft en enorm indflydelse på mig. Jeg vil gerne takke ham for at have haft tillid til mig, da det har gjort, at jeg har kunnet udvikle mig som spiller. Jeg er glad for, at jeg kan træne under ham og på den måde fortsætte min udvikling, sagde Özil i et interview med Bwin.com.
Tyskeren mener, at en del af hans kvalitet er medfødt, men at han uden hårdt arbejde ikke ville være nået så langt.
- Det er klart, at en del af det er talent. Men så er der alt arbejdet. Jeg forsøger altid at udvikle min muskulatur og lave øvelser for at forbedre mig foran målet.
Real Madrid møder Ajax i Amsterdam i Champions League på onsdag i gruppespillets sidste kamp, og Özil forventer en svær kamp, selvom han tror på en spansk sejr.
- Ajax er lidt stærkere end sidste år. Vi får det svært der. Men vores mål er at vinde alle kampe, også den i Amsterdam.
- Nøglen til at vinde imod Ajax bliver at holde hovedet koldt og spille vores spil, så vender vi tilbage med de tre point. Hvis jeg kan lave en assist eller score et mål, vil det glæde mig, men det vigtigste er at vinde.


