- Jeg er meget tilfreds med spillerne. De tog det seriøst og ønskede at vinde. Det er ikke nemt for folk, der ikke spiller meget, at få kamprytme. I de første 45 minutter var vi farlige mange gange, og i anden halvleg var det sværere. Vores kæder stod lavere på banen, og vi var lidt heldige, for de kunne godt have scoret. Jeg er meget tilfreds med holdet. Det er seks sejre for første gang i Real Madrids historie, det er 18 kampe i træk med kun et nederlag under nogle lidt mærkelige omstændigheder. Vi er videre som nummer et, nu venter vi på lodtrækningen, og derefter kan vi glemme Champions League et par måneder, sagde Mourinho ifølge Realmadrid.com efter kampen.
Mourinho var meget tilfreds med holdets attitude, for han vil ikke have, at hans spillere hviler på laurbærrene uanset modstanderen.
- Fodbold er fodbold, og man bør altid spille for at vinde. Kampe som den imod Alcorcón kan forekomme på tirsdag i Ponferrada. Vi er ikke frie for, at det kan ske, men så burde vi skamme os. Derfor skal vi altid være seriøse. Så kan du vinde eller tabe, men du skal gøre tingene ordentligt. Vi spiller en Champions League-kamp, og man skal gøre sit bedste og forsøge at vinde, som vi har gjort.
Mourinho gav debut til andetholdets Pedro Mendes, men meningen var, at stortalentet Jesé Rodríguez skulle have været skiftet ind i stedet.
- Min intention var, at Jesé skulle spille. Men eftersom vi førte 2-0, og Arbeloa igen kunne mærke lidt til det problem, han har døjet med, blev jeg nødt til at sætte Mendes ind. Jeg ville have sat Altintop ind som højreback og Jesé som fløjspiller, men holdet havde sænket kæderne, og så følte jeg, at jeg måtte sætte en forsvarsspiller ind.
- Mendes gjorde det rigtig godt. Han har erfaring fra landsholdet, og han gjorde det fint. Jesé må vente til næste gang. Det bliver måske ikke til Champions League denne sæson, men han kommer til at spille mange Champions League-kampe for Real Madrid, og lad os se, om han får debut imod Ponferradina (i Copa del Rey på tirsdag, red.).
Sejren var Real Madrids femtende i træk, og derfor ser madrilenerne stærke ud forud for lørdagens el Clásico-kamp imod Barcelona, men Mourinho mener ikke, at statistikken kommer til at hjælpe meget.
- Hvis jeg ikke husker forkert, så vandt vi stort over Ajax sidste sæson og tabte efterfølgende til Barcelona. Fodbold giver mange overraskelser, og man ved aldrig. Men i øjeblikket har vi meget selvtillid og er mere sammentømrede, og vi er et bedre hold end sidste sæson.


