Kampene mellem Real Madrid og Barcelona er de mest sete og omtalte i verden. Lige fra Frankrig til Chile. Fra USA til Kina. Marca.com har snakket med en række journalister rundt omkring i verden.
- I Frankrig er el Clásico den mest sete og omtalte kamp. Canal Plus viser kampen og begynder deres optakt direkte fra Bernabéu en time før kampstart. Vores magasin, France Football, hvor jeg er ansvarlig for den internationale fodboldsektion, har besluttet, at forsiden bliver dedikeret til el Clásico, og at der er seks sider om kampen. El Clásico er blevet vigtigere med Mourinho og det berømte ’manita’ (RM’s 5-0-nederlag, red.). Også det faktum, at Benzema og Abidal spiller på de to hold. Mange fans i Frankrig identificerer sig med en af klubberne, siger Thierry Marchand, chef for France Footballs internationale fodboldsektion.
- Der er svorne tilhængere af Barcelonas spil, og der er også dem, der ikke støtter Barça, fordi de vinder meget, tilføjer journalisten, der har en klar favorit:
- Real Madrid vinder, for de giver indtrykket af, at de har en stor mental styrke. Mourinho er tættere på at triumfere som i Inter, fordi han har glemt sit ’show’ uden for banen, idet han er mere sikker på sig selv og sit hold.
Stephan Keygnaert arbejder for ‘Het Laatste Niews” i Belgien, og han har dækket el Clásico de seneste ti år.
- Et Madrid-Barça er årets mest sete kamp i Belgien. De to Champions League-kampe, som blev vist på en offentlig tv-station, var de mest sete i 2011. Denne gang bliver den vist på en betalingskanal, og det tager noget af seertallet. I Bruxelles er der en Real Madrid-fanklub, og Barcelonas fanklub er i Louvain, siger den belgiske journalist til Marca.
Marca har også snakket med Petter Veland, der fortæller lidt om, hvordan kampen bliver vist i vores naboland, Norge.
- El Clásico bliver vist direkte i HD og 3D. Der er planlagt en time med reportager fra Spanien, hvor der vil være to kommentatorer og et interview med Pelé. Real Madrids og Barcelonas norske fanklubber har organiseret en kæmpe fest for deres medlemmer og sympatisører i centrum af Oslo. Ud over det forbereder mange barer i de større byer i Norge noget specielt til denne kamp. Norges to største aviser har haft interviewet journalisterne, der dækker kampen, udtaler nordmanden.
Chile, USA og Kina følger også med.
Kineserne skal holde sig vågne til klokken 5, hvis de vil se kampen, men alligevel vil kampen blive fulgt tæt i det asiatiske land.
Du Liyan, der arbejder for ESPN, fortæller følgende til Marca:
- I Kina er der cirka lige mange Barça- og Madrid-fans. De to fanfraktioner samles for at se kampene. TV3 har en delegation i Beijing, og jeg kan huske, at de organiserede en fest for Barças tilhængere i sidste Champions League-finale. Det dårlige er, at denne gang kan man ikke se kampene på barerne, for de har ikke åbnet klokken 5 om morgenen.
Arch Bell siger lidt om, hvordan det kommer til at foregå i USA:
- For ti år siden var det umuligt at se kampen. Nu kan man se mange folk i enhver by gå rundt på gaden iført et af de to holds trøje. Størstedelen støtter Barça, men der er en gruppe mexicanske fans, der støtter Real Madrid, efter deres idol Hugo Sánchez spillede der.
I en anden del af planeten, nærmere betegnet Chile, er el Clásico også et stort hit.
- Med købet af Alexis Sánchez er forventningerne til kampen steget meget. Det skete allerede med Pellegrinis tid i Real Madrid, hvor antallet af abonnenter til Direct TV, der viser kampen, steg med 100 %. De forskellige medier har sendt korrenspondenter til Madrid. Vi tilegner kampen vores forside, ligesom vores konkurrent Mercurio. I Zamoranos epoke hældede folk til Real Madrid, men nu er det til Barcelona. I gaderne ville drengene have Messis trøje, men nu er de vilde efter at få Alexis’, kommenterer Leo Burgueño, der arbejder for den chilenske avis La Tercera.
I Danmark byder 6’eren inden for i studiet klokken 21:00, hvor der vil være en times optakt, før de overlader ordet til Peter Piil og Morten Bruun, aftenens kommentatorer.


