Karim Benzema er endelig blevet den spiller, man anede, han kunne blive. Men det tog lang tid. Længere tid, end man havde forventet. Han blev hentet for 35 mio. euro tilbage i 2009, og under Manuel Pellegrini indledte han sæsonen foran Gonzalo Higuaín i kampen om den enlige angrebsplads. Argentineren var dog ikke længe om at vippe franskmanden af pinden.
Da Mourinho ankom året efter, var det fortsat Higuaín, der blev foretrukket over Benzema. Det var han, indtil en alvorlig rygskade satte ham ud af spil. Det gjorde, at Mourinho krævede, at klubben hentede en ny angriber. Emmanuel Adebayor blev lejet i Manchester City, men hans ankomst skræmte ikke Benzema. Samme dag som togoleserens ankomst scorede Benzema i pokalkampen imod Sevilla, og det er muligvis stadig franskmandens bedste mål for Real Madrid hidtil.
Men det var ikke nok for Mourinho. Benzema overbeviste ham ikke. På trods af hans 15 ligamål, fem mål i pokalturneringen og seks mål i Champions League var hans rolle i de fire vigtige kampe imod Barcelona sporadisk.
I sommers vendte Adebayor tilbage til England, og der blev ikke hentet en erstatning. Benzema skulle igen konkurrere om pladsen med Higuaín. Argentineren indledte optaktssæsonen senere på grund af Copa América, og da han sluttede sig til truppen, var det en helt anden Benzema, han mødte. Mourinho har skiftevis brugt begge angribere, og begge har gjort det fortrinligt. Men i de seneste ugers tid har det set ud til, at Benzema har sikret sig et vist forspring. Franskmanden startede inde i nøglekampene imod Valencia, Atlético Madrid, FC Barcelona og Sevilla. To og et halvt år efter sit skifte til Real Madrid er Benzema endelig blevet den spiller, man håbede på at se.
Marca skrev følgende om Benzema efter 1-3-nederlaget til Barcelona:
”Han var den bedste, men ikke fordi han scorede, inden kampen dårligt var begyndt, derimod fordi han spiller fodbold som englene. Han vælger altid den bedste løsning: Pause, aflevering, skud, pres…
Benzema var allerede Real Madrids bedste spiller inden, og kampen i går gjorde ikke andet end at bekræfte, at dette holds sande stjernespiller er Karim Benzema.”
Tillykke med de 24 år, Karim!


