Fulde navn: José Mário dos Santos Félix Mourinho
Fødselssted: Setúbal, Portugal
Fødselsdato: 26/01/1963
Position: Cheftræner
Tidl. klubber: Benfica, União de Leiria, FC Porto, Chelsea og Inter
Nationalitet: Portugisisk
José Mourinho formåede at gøre, hvad Manuel Pellegrini ikke kunne: at vinde Champions League på Estadio Santiago Bernabéu. Samme år vandt han den italienske Serie A og pokalturnering og sørgede dermed for den første ’The Treble’, eller 'El Triplete' på spansk, i Inters historie. Derfor var det ikke overraskende, at Real Madrid ville have den karismatiske portugisiske mestertræner efter to år uden titler samt seks år uden en Champions League-kvartfinale.
Mourinho begyndte sin imponerende karriere i hjemlandet Portugal, hvor hans første titeltriumf kom med storklubben FC Porto, som han førte frem til sejre i UEFA-Cuppen (2002-03), Champions League (2003-04), den portugisiske liga, pokalturneringen og Super Cup'en. Dette førte Mourinho til den på daværende tidspunkt nyrige engelske klub Chelsea, hvor han i løbet af tre år vandt seks titler, heriblandt to Premier League-trofæer og FA-Cuppen. I sine to sæsoner hos Inter vandt Mourinho to Serie A-trofæer samt den største pokal af dem alle – Champions League-pokalen.
Udover en masse kollektive titler er det også blevet til en lang række individuelle af slagsen:
To gange er han blevet kåret til verdens bedste træner af IFFHS (2004 og 2005)
To gange er han blevet kåret til årets bedste træner af UEFA (2002-03 og 2003-04)
Valgt som årets bedste træner i Portugal to gange (2002-03 og 2003-04)
Valgt som årets bedste træner i Premier League to gange (2004-05 og 2005-06)
Bedste træner i den italienske Serie A (2009)
José Mourinho har taget verden med storm i det seneste årti, og nu venter der ham den måske største udfordring i hans karriere. Real Madrid har ikke vundet en La Liga i de seneste to år, Copa del Rey siden 1993 og Champions League siden 2002. Real Madrid er endda ikke nået længere end ottendedelsfinalerne seks sæsoner i træk. Mourinho er om noget manden, der kan ændre de kedelige statistikker.
Mourinho har været i Real Madrid i tre måneder, og han har allerede formået at lægge den krævende spanske fodboldpresse for sine fødder med sin tilgang til tingene. Det er især hans træningsmetoder, mandskabspleje, evne til føre alt pres over på sig selv og selvfølgelig hans evne til at vinde titler, der imponerer den spanske presse. Alle omkring Mourinho beundrer ham.
- Han er en person, der overbeviser dig. Når du er færdig med at snakke med ham, siger du: Fuck, han har ret, fortæller en spiller.
- Han har karisma, og han overfører meget selvtillid.
Selv de spillere, som han ikke nærer den store tillid til, har et godt forhold til ham.
- Han siger tingene direkte og ansigt-til-ansigt.
Mourinho skjuler nemlig ingenting. Alle ved til perfektion, hvad deres rolle på holdet er.
- Han er fantastisk til at motivere. Du føler dig ovenpå hele tiden. Der er andre trænere, som man misforstår eller som lader deres hjælpetrænere stå forrest, men ikke ham. Det er altid ham, der giver ordrerne, lyder det fra en spiller, som Marca ikke nævner navnet på.
En ting, som også skaber stor beundring, er Mourinhos evne til at centrere al opmærksomhed omkring ham selv i stedet for spillerne.
- Han fjerner meget af presset fra dig, og det tillader dig at være rolig og fokusere mere på dit arbejde. Alle blikke er rettet mod ham, og vi bør kun bekymre os om at gøre, hvad han siger. Alt er meget lettere. Der har aldrig været en sådan træner, siger en Real Madrid-spiller.
José Mourinho er ofte en af de mest populære personer, når der skal skrives autografer, når Real Madrid giver mulighed for det. Nogle gange endda mere eftertragtet end selveste Cristiano Ronaldo.
Mens Mourinho ofte roses af spillertruppen, har han også formået at overbevise Florentino Pérez, som ellers ikke var helt glad for at skulle betale Mourinho en løn på størrelse med de bedst lønnede Real Madrid-spillere. Men efter at have set Mourinho arbejde på højtryk har præsidenten indset, at han er det hele værd. Efter Real Madrid vendte tilbage til Spanien efter turen til USA, fik spillerne en dags fri oven på en lang flyvetur, men han var ikke lige så god ved sig selv. Mourinho tillod sig nemlig kun at sove én time ekstra, før mødte op på træningsanlægget i Valdebebas for at forberede træningen til dagen efter…
En sidste ting, der skal nævnes, er, at der ikke forbigår Mourinho den mindste detalje. Således kan man en gang i mellem se Sergio Ramos mellem målstolperne på træningsbanen for at den spanske VM-vinder er klar til at iføre sig målmandshandskerne i en kamp, hvis situationen skulle kræve det. Tre gange tidligere i Mourinhos karriere er det nemlig sket, at en markspiller har måttet ind på stregen for at agere målmand.
I første sæson hos Los Blancos formåede Mourinho at hente Copa del Rey-pokalen til Madrid efter 18 års tørke, ligesom han førte Real Madrid frem til semifinalen i Champions League. I La Liga blev det til en andenplads med 92 point. "Min anden sæson er altid bedre end den første", sagde Mourinho allerede inden hans debutsæson.


