Kort efter sit skifte blev Nuri Sahin interviewet af Marca. ElMadrid.dk har oversat det fulde interview. Sahin gør det klart i interviewet, at skiftet til Real Madrid er hans drøm, men ikke hans mål. Målet er at triumfere i den hvide trøje...
Tillykke med dit skifte til Real Madrid.
Mange tak, det er en lykkelig dag for mig. Selvom jeg vidste, at det hele var på plads for nogle dage siden, er det et meget specielt øjeblik for mig. Det er ikke hver dag, at man skifter til Real Madrid!
Hvornår blev du informeret om Real Madrids interesse?
Min agent taler med mig, klubben informerer mig om, at Real Madrid er interesserede... Alt er gået rigtig hurtigt. Min første reaktion var at smile, og straks begynder du at blive begejstret. Du tænker på, hvornår det sker, om det bliver til noget. Det var anspændte og specielle øjeblikke, som jeg aldrig vil glemme. Forestil, hvordan jeg havde det, da aftalen blev lukket. Jeg tænkte for mig selv: "Real Madrid-spiler, Real Madrid-spiller..." Det er en unik følelse.
Du havde flere tilbud. Arsenal, United, Bayern... Hvorfor Real Madrid?
Det er verdens største klub. Det er simpelt. Det var ikke et svært valg. Hvis Real Madrid ringer til dig, tager du til Real Madrid. Det handler hverken om penge eller noget andet. Real Madrid er det eneste, der er vigtigt. Det er verdens største klub grundet deres sportslige projekt og historie. Man kan ikke sige nej til Real Madrid.
Så det har ikke været svært at forlade Dortmund?
Jo. Du kan ikke sige nej til Real Madrid, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er ærgerlig over at tage herfra. Dortmund har givet mig alt, og derfor ville jeg tale på en pressekonference for at tage afsked. Jeg var nødt til at vise respekt over for Dortmund og deres fans. Jeg fik debut her i en alder af 16 år, og jeg skylder dem meget. Det var svært at sige farvel, men folk må forstå min beslutning. Jeg vil altid have Dortmund i mit hjerte, og jeg vil bibeholde mit medlemsskab af klubben.
Og hvad forventer du af Real Madrid?
Jeg vil bekymre mig om at give alt, hvad de venter af mig. Jeg ved, at Real Madrid er verdens største klub, og jeg har en idé om, hvor jeg skal hen. Men min udfordring bliver at give min nye klub alt og fortsætte med at udvikle mig som fodboldspiller, da jeg stadig har langt endnu, fordi jeg er ung.
Du er 22 år. Føler du dig klar til udfordringen i Real Madrid?
Hvis du hentyder til, om jeg er bange, er svaret nej. Jeg er klar til denne udfordring. Da jeg var 16 år, tog jeg Dortmund-trøjen på og spillede foran 50.000 personer. Jeg har udholdt et stort pres her, og jeg er modnet hurtigt. Jeg er parat til at tage springet til en klub som Real Madrid. Jeg har fået et ønske opfyldt, men det er nu, at udfordringen begynder. At spille i Real Madrid er en drøm, men ikke et mål. Målet er at triumfere.
Tal om dig selv. Hvordan definerer du dig selv som fodboldspiller?
Jeg kan ikke lide at snakke om mig selv, det lader jeg jer om. Jeg vil sige, at jeg en spiller, der er meget engageret i holdet, arbejdsom og professionel. Mine styrker og svagheder får man at se i løbet af kampene. Jeg tager til Real Madrid for at arbejde hårdt og hjælpe holdet.
Har du allerede talt med Mourinho? Hvad har han sagt til dig?
Ja, vi har snakket sammen, og jeg må sige, at det var et specielt øjeblik for mig. Jeg kan ikke afsløre, hvad vi snakkede om, for det er en privat samtale, men ja, det var meget vigtigt for mig.
Hvad synes du om ham som træner?
Han er en af verdens bedste trænere. Jeg tror ikke, at der er en spiller på planeten, som ikke ville træne under hans faner, og det bliver et privilegium for mig. Alle hold, som han træner, forbedrer sig, og det bliver en ære at arbejde med ham.
Hvordan har du det med Özil?
Rigtig godt. Han er min ven, og han kommer helt sikkert til at hjælpe mig meget med min tilvænning. Vi snakker sammen hver anden eller tredje dag, for vi har et meget tæt forhold, så forestil jer, hvad det betyder for mig at spille ved siden af ham i Real Madrid. Han har spillet en fantastisk sæson, og forhåbentligt kan jeg komme lige så godt ind i klubben. Mesut har et år mere på bagen end jeg, og hans erfaring kommer helt sikkert til at hjælpe mig.
Hvad har Mesut fortalt om dit nye hold?
At det er en unik klub, den største, man kan være i. Han nyder meget at spille fodbold der, og han forbedrer sig som spiller. I Real Madrid når fodbolden og fodboldspillerne en anden dimension. Han er henrykt.
Har han lykønsket dig med dit skifte allerede?
Selvfølgelig! Han er rigtig glad.
Og hvad ved du om Madrid som by?
At det er et sted, hvor man lever rigtig godt, men det gør man også i Dortmund. Jeg kan forstå, at folk er venlige, og at fansene er kærlige. Men det vigtigste er klubben, for jeg kommer ikke til at se byen meget. Jeg går ikke i byen. Jeg lever for fodbolden 24 timer i døgnet.
Er du single eller gift?
Gift. Jeg lever et meget stille og roligt liv.
Og hvad kan du sige om holdkammerater som Ronaldo, Casillas og Xabi Alonso?
At de er verdens bedste. Real Madrid har fantastiske spillere, og det bliver utroligt at spille ved siden af dem. Det er en drøm at blive en del af alle dem.
Tager du til Madrid og ser en kamp i de kommende dage?
Jeg ved det ikke. Jeg snakker med klubben, og så ser vi, hvilken dag vi tager dertil. I dette henseende er der ikke planlagt noget endnu.
Kender du Bernabéu?
Ja, jeg spillede en kamp der med det tyrkiske landshold, og det er fantastisk. Når du kommer ud på banen og kigger op... Buff! Jeg har altid villet spille på det, og jeg husker, at da jeg gjorde det, gik en af mine drømme i opfyldelse. Vi tabte kampen, men jeg fik en unik følelse. Det er et smukt stadion med en stor historie.
Nu er din store rival FC Barcelona...
Det er et stort hold, men det er stadig for tidligt at snakke om dette. Sæsonen i Tyskland er ikke engang færdig endnu.
Du kommer til Real Madrid med en knæskade. Er det noget at være bekymret for?
Nej, for sæsonen begynder ikke endnu. Skaden udvikler sig rigtig godt, og der er ingen grund til at være bekymret. Jeg arbejder hårdt for at vende tilbage hurtigst muligt. Folk kan være rolige, for jeg får ingen problemer med at spille for Real Madrid. Det er ikke en alvorlig skade.
Er det sandt, at du taler fire sprog? Wauw!
Ja, det er sandt. Tyrkisk, tysk, engelsk og hollandsk.
Var du en dygtig studerende, eller har du bare nemt ved sprog?
Begge to... Jeg synes, at det er vigtigt at kende normerne og kulturerne de steder, du er. Jeg kommer til at lære spansk hurtigt.
I Dortmund bar du nummer 8, som Kaká har i Real Madrid. Vil du bede ham om det?
Nej, for dælen! Jeg er ligeglad. Det, de giver mig, er fint. Jeg er ikke en spiller, der bekymrer sig meget om sådanne ting. Jeg bekymrer mig om spillet. Det uden for interesserer mig ikke.


