Fabio Coentrão fik en drømmedebut for Real Madrid, da kongeklubben natten til søndag dansk tid besejrede David Beckhams L.A. Galaxy med 1-4. Coentrão, der normalt betegnes som venstreback, delte de to fløje fra start med José Callejón. Portugiseren skiftede jævnligt side som en anden kamæleon til stor forvirring for den amerikanske modstander. I højre side havde Coentrão en tendens til at trække ind i banen, men Galaxys spillere kunne ikke fange den lynhurtige spiller, der siges at kunne løbe 100 meter på 11 sekunder. Den venstrebenede spiller havde dog sine bedste aktioner i venstre side, hvor han skar igennem den amerikanske defensiv, som det passede ham. Portugiseren var sine modstandere fysisk, teknisk og taktisk overlegen.
Coentrão spillede 74 minutter, og han var dermed den Real Madrid-spiller, der fik mest spilletid. I første halvleg skabte Coentrão utallige målchancer til sit hold, og defensivt var han også stærk. Faktisk kom Real Madrids første scoring i hus, efter at Coentrão havde erobret bolden i venstre side.
I anden halvleg besluttede Mourinho at lægge Coentrão ind på den centrale midtbane ved siden af Xabi Alonso. Det forhindrede dog ikke Coentrão i jævnligt at søge ud på venstrekanten, og det var da også her fra, at han lagde et millimeterpræcist indlæg ind i hovedet på Karim Benzema, der gjorde det til 4-0.
Med sine 23 år har Fabio Coentrão rigelig tid forude til at tryllebinde Real Madrids fans med sin fodbold, og hvis det, man kunne se i Los Angeles, bliver kendetegnet for, hvad man kan forvente af den alsidige portugisiske spiller, kan verdens madridistas godt gnide sig i hænderne. Fremragende debut af Coentrão, der blev kåret til kampens spiller.


