breaking news

Optakt: El Clásico

2. april 2016 | af Louay Awada
Optakt: El Clásico
Generel info
0

I aften står Zinedine Zidane overfor sin hidtil sværeste kamp som Real Madrid-træner, når madrilenerne gæster ærkerivalerne fra Barcelona. Kampen fløjtes i gang klokken 20.30 af dommer Alejandro José Hernández Hernández.

Los Blancos møder i aften ligaens klare titelfavoritter, som er ti point foran Real madrid med blot otte kampe tilbage før aftenens kamp. Zidanes tropper møder et enormt selvtillidsfuldt Barcelona-hold, som er uden nederlag i de seneste 33 kampe.

Real Madrid sluttede bedst af inden landsholdspausen af de to hold, hvor Zidanes tropper vandt overbevisende med 4-0 mod Sevilla, mens Barcelona blot fik 2-2 efter at have været foran med 0-2 ude mod Villarreal.

Varane er vendt tilbage til Madrid efter landsholdspausen med skadesproblemer, hvilket betyder, at han ikke er udtaget til kampen i aften. Under gårsdagens træning fik Kroos også et slag på benet og meldes tvivlsom til aftenens kamp selvom han er udtaget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Både AS og Marca er enige om at Zidane stiller med en 4-3-3-formation, og hvem der spiller fra start. I forhold til kampen mod Sevilla er der kun to ændringer: Pepe og Ramos spiller fra start i stedet for Nacho og skadesramte Varane.

Som det også var tilfældet op til sidste Clásico, så har Casemiro spillet stærkt på det sidste og får med stor sandsynlighed genvalg i aften. Brasilianeren skal være stopklods på den defensive midtbane, hvilket skal give mere frihed til Modric og Kroos i det offensive spil.

Real Madrids forventede hold: Navas; Danilo, Pepe, Ramos, Marcelo; Modric, Casemiro, Kroos; Bale, Benzema, Ronaldo.

Barcelonas forventede hold: Bravo; Alves, Piqué, Mascherano, Alba; Rakitic, Busquets, Iniesta; Messi, Suárez, Neymar.

Kampen sendes direkte på 6’eren fra klokken 20.30.

 

Del nyheden med dine venner:

Comments are closed.