breaking news

Zidanes ønskeliste til sæsonen 2016-2017

5. juni 2016 | af René Bresson
Zidanes ønskeliste til sæsonen 2016-2017
Transfermarkedet
0

Zinedine Zidane er meget bevidst om, hvilke positioner han gerne ser forstærket hen over sommeren. ElMadrid.dk giver dig her via AS et indblik i franskmandens ønsker… som ikke inkluderer David de Gea.

Ifølge AS har Zinedine Zidane meddelt til klubben, hvilke positioner han som udgangspunkt gerne vil forstærke denne sommer: venstrebacken, den centrale midtbane og angrebet. Mange ting kan ske i de følgende måneder, som kan få indflydelse på Real Madrids indkøb: spillersalg, muligheder, som opstår på markedet og klubbens potentielle transferkarantæne, der vil betyde, at kongeklubben ikke kan købe ind til december og i sommerens transfervindue 2017. Disse faktorer vil påvirke, hvor mange penge klubben vil bruge denne sommer, og hvor mange spillere man vil købe. Men under alle omstændigheder ved Zidane, hvilke positioner der skal forstærkes. Zidane vil have følgende:

En venstreback – Alaba, Ricardo Rodríguez eller Wendell

Zidane vil have mindst to spillere til hver plads, og Marcelo har efter Fabio Coentraos afgang til Monaco ikke haft en naturlig reserve. Nacho, Danilo og Carvajal har vist, at de til nøds kan dække pladsen, men franskmanden vil have en naturlig venstreback, der kan dække for Marcelo, når han har brug for en pause. Real Madrids favorit er Bayern Münchens David Alaba, som ElMadrid.dk skrev om tidligere på ugen. Handlen ser dog meget svær ud at realisere, og tyskerne forlanger angiveligt 80 mio. euro for deres 23-årige stjerneback, hvilket Champions League-mestrene nægter at betale.

Real Madrids plan B på venstrebacken hedder Ricardo Rodríguez, og han er ligeledes kun 23 år. Wolfsburg-spilleren har længe været i Madrid-klubbens søgelys, og den schweiziske forsvarsspillers store drøm er da også at skifte til den spanske hovedstad. Hans spanske far udtalte den 7. april følgende til Cadena Cope:

– Min søn vil gerne til en større klub. Spanien ville være en fremragende mulighed. Måske kan han med tiden skifte til Real Madrid. Det ville henrykke ham.

Andre muligheder er Leverkusens 22-årige brasilianer Wendell, hvis agent Real Madrid allerede var i kontakt med for nogle måneder siden. “Jeg håber, at det bliver aktuelt”, udtalte han til AS.

En midtbanespiller – Pogba, Verratti, N’Golo Kanté eller Kramer

Zidane har i flere år været begejstret for Juventus’ Paul Pogba. Siden Zidane var assistenttræner for Carlo Ancelotti, har han drømt om at hente ham til Madrid. Ifølge AS har Zidane flere gange været i telefonisk kontakt med Pogba, men han er altid blevet mødt med et ‘nej’ fra Juventus’ side. Da Zidane var i Torino tidligere på ugen udtalte han følgende:

Artiklen fortsætter under annoncen

– Han er en stor spiller. Alle hold ville gerne have ham. Men han er Juve-spiller, og vi er nødt til at vente.

Real Madrid mødes i næste uge med Juventus for at få afklaret Álvaro Moratas fremtid, og her vil flere navne blive lagt på bordet: Isco, Kovacic… og Pogba.

En af Zidanes førsteprioriteter næste sæson er at give Casemiro flere pauser, og selvom Pogba ville spille foran brasilianeren sammen med Modric (i stedet for Kroos), så ville hans ekstraordinære arbejdskapacitet kunne lette presset på Casemiro. Når alt er sagt, så er Real Madrid fuldt klar over, at det er en yderst svær handel at gennemføre, og at der skal et rekordstort belob på over 100 mio. euro på bordet.

Andre mulige indkøb er Verratti (23 år, italiener, Paris Saint-Germain), N’Golo Kanté (25 år, franskmand, Leicester) og Kramer (25 år, tysker, Bayer Leverkusen).

En angriber – Lewandowski, Aubameyang eller en canterano

Zidane regner fuldt ud med Karim Benzema, hans franske øjesten. Men hvis FIFA idømmer Real Madrid en karantæne, forventes det, at klubben vil smide et stort beløb efter en angriber, så de er godt dækket ind i fremtiden. Førstevalget er Robert Lewandowski. Bayerns polak vil mere end gerne skifte til kongeklubben, og hans agent har allerede været i kontakt med den madrilenske klub. Lige nu nægter tyskerne at sælge deres angrebsstjerne, men tingene kan ændre sig.

En anden mulig angrebsforstærkning er Aubameyang (26 år, Borussia Dortmund), som har været Bundesligaens store sensation i denne sæson med (39 mål i 49 kampe i alt), og som tidligere har været kædet sammen med Real Madrid. “Jeg lovede min bedstefar, at jeg ville spille i Real Madrid en dag”, sagde angriberen i et interview med France Football. Manchester United og Manchester City skulle dog også være interesseret i angrebsstjernen.

En tredje mulighed er, at man ikke køber en angriber, men i stedet forstærker sig med canteranoerne Borja Mayoral, 19 år, eller Mariano, 22 år. Førstnævnte har trænet ofte med førsteholdet i denne sæson, og han fik sin debut imod Las Palmas. Sidstnævnte, som er dominikaner, blev topscorer med 27 mål i 30 kampe, og Zidane bad klubben om at forlænge hans kontrakt i januar, der binder ham til klubben frem til 2021. Fra næste sæson af bliver han en del af førsteholdstruppen.

Real Madrid har tænkt sig at hente Álvaro Morata tilbage til klubben for 30 mio. euro (læs mere om Morata-aftalen her). Selvom madrilenernes store drøm er at triumfere i sin hjerteklub, så er klubbens planer at sælge ham. Desuden ønsker Morata ikke at vende tilbage, hvis han ikke kan få fast spilletid, hvilket han med BBC i front ikke har udsigt til. Arsenal og Paris Saint-Germain er de to klubber, der er villige til at smide flest penge efter angrebsstjernen – 65 mio. euro.

Del nyheden med dine venner:

Læs også:

AS: Han bliver Zidanes første sommerindkøb
Lewandowski til Real Madrid denne sommer?
MARCA: Real Madrid og Juventus mødes for transfersnak

Comments are closed.